OPFORDRING TIL AT BLIVE TESTET FOR COVID-19

12-02-2021

af Loa Benedikte Theibel

Kære beboer

Vinterferien står for døren og vi vil gerne komme med en opfordring til alle beboere:

Smitten stiger desværre i Silkeborg. Skal du være sammen med andre i vinterferien, så bliv testet inden ferien. Bliv også testet igen inden du vender tilbage fra ferie og fx begynder på arbejde. Så bryder vi smittekæderne.


Fra AAB Silkeborgs side vil vi gå forrest sammen med Silkeborg Kommune og på det kraftigste opfordre til at I alle lader jer teste med jævne mellemrum. Vi skal alle udvise ekstra samfundssind i denne tid, mere end vi allerede gør i forvejen, så vi i fællesskab kan bringe smittetallet ned.

Husk de gældende retningslinjer og anbefalinger
Husk at overholde forsamlingsforbuddet på max. 5 personer samlet, sprit af og hold afstand. Se generelt så få personer som muligt.

Selvom vores fællesskab i AAB for alvor er kommet på en prøve, så er det min bedste overbevisning, at vi som boligorganisation kommer styrket ud på den anden side af Covid-19, hvis vi også husker at hjælpe dem der ikke kan selv.

Har du udfordringer med at bestille tid til en test, så få hjælp af din nabo eller familie. Se mere om hvor og hvordan du bestiller tid til test: https://silkeborg.dk/Borger/Sundhed-omsorg-og-sygdom/Corona-overblik


Alle, der møder fysisk på arbejde og der omgås andre, bør lade sig teste en gang om ugen - også selv om man ikke har symptomer. Vi opfordrer også til at man lader sig teste selv om man ikke går på arbejde med blot besøger naboen engang i mellem, eller drikker kaffe med familiemedlemmer udenfor husstanden.   


Covid-19 minder os om at vi må udvise ansvarlighed og individuel handlekraft. Os der godt kan selv, skal i en situation som denne også forsøge selv, før vi ringer til administrationen, som kører med nødbemanding pga. fare for smitte.


Med ønsket om en (trods kulden) solrig vinterferie til jer alle. Tænk på hinanden. Hjælp dem der ikke kan selv -også med at bestille tests.


De bedste hilsner formand Joan Nielsen, AAB Silkeborg



Se desuden information fra Silkeborg Kommune, her kan du måske få svar på nogle af dine spørgsmål:

 

En hurtigtest (vatpind i næsen) fås i Sydbyhallerne, Jernbanevej 64-66 i Silkeborg by. Her møder du blot frem uden at bestille tid. Der er åbent hverdage 8-20, weekend 10-17. Møder du fysisk på arbejde, opfordres du til at blive hurtigtestet en gang om ugen.

En PCR-test (vatpind i halsen) kan bestilles på www.coronaprover.dk og foregår på Testcenter Silkeborg, Søholt Idrætspark, Ansvej 102 i Silkeborg by. Du får svar på PCR-testen efter ca. 24 timer.

Pas på jer selv og hinanden. Hold afstand, bliv testet og gå i isolation, hvis du har symptomer. Rigtig god vinterferie til alle.

 

Hvornår bør du få en hurtigtest? Og en PCR-test?

Hurtigtest (vatpind i næsen) fås i Sydbyhallerne, Jernbanevej 64-66 i Silkeborg by. Her møder du blot frem uden at bestille tid. Åbent hverdage 8-20 og weekend 10-17. Du får svar på testen med det samme. Det er en god ide at få en hurtigtest, når du ikke kan undgå at være sammen med mange mennesker; når du skal være sammen med en person, der kan blive alvorlig syg ved smitte; når det tilbydes på din arbejdsplads eller uddannelsessted for at forebygge smitte; og når du har været tæt på en person, der er smittet fx på dit arbejde, men ikke er ’nær kontakt’. Alle der møder fysisk op på en arbejdsplads opfordres til at få en hurtigtest en gang om ugen. Du skal derimod bestille tid på til en PCR-test (vatpind i halsen) på www.coronaprover.dk, hvis du har symptomer på smitte eller er ’nær kontakt’ med en smittet. PCR-test foregår på testcenteret på Ansvej i Silkeborg by ved JYSK Arena.

 

Kø på vaccinetelefonen?

Region Midtjylland modtog i går så mange opkald på nummeret til booking af vaccination, at det var umuligt at komme igennem. Vær tålmodig og prøv igen senere. Brug kun booking-telefonen, hvis det er nødvendigt. Har du nem-ID, så book tid på www.vacciner.dk. Personalet på telefonerne har ikke adgang til andre tider, end dem du kan se på www.vacciner.dk.

 

Driller teknikken ved booking af en tid til vaccination?

Teknikken kan drille, når man vil booke tid til vaccination på www.vacciner.dk. Det første, du skal vælge, er et vaccinationssted, fx Vaccinationscenter Silkeborg. Herefter skal man vælge en vaccinationsdato og et ledigt tidspunkt. Desværre viser systemet ikke automatisk den første ledige tid, og derfor kan du komme til at lede forgæves under samtlige datoer, hvis der ikke er ledige tidspunkter. Vær tålmodig og prøv igen senere. Der frigives vaccinationstider i takt med, at leverancerne af vacciner kommer til Danmark. Det nytter ikke at prøve at ringe for at bestille en tid, da personalet på telefonerne ikke har adgang til andre tider end dem, du kan se på www.vacciner.dk. Region Midtjylland arbejder på at gøre hjemmesiden mere brugervenlig, så man kan få vist den næste ledige tid, uden at man skal klikke sig ind på hver enkelt dag for at se ledige tider.

 

Hjælp din mor, far, onkel og tante med at blive vaccineret

Ældre over 85 år kan nu booke tid til vaccination. Er din far, mor, tante eller onkel fyldt 89, så kan de muligvis ikke klare opgaven selv og har brug for din hjælp og støtte:

  • Hold øje med invitationen i e-boks eller fysisk brev.
  • Book vaccination på www.vacciner.dk (med NemID) eller på tlf. 70 23 24 15 (hverdage kl. 8-16 og kl. 9-13 alle andre dage). Bemærk: Der lukkes for booking, når alle tider er taget, og booking skal ske senest kl. 12 før vaccinationsdagen. Der bookes tider til både 1. og 2. vaccination.
  • Transport til og fra vaccinationscenteret på Helsinkivej 3 i Gødvad. Husk mundbind og sygesikringskort og tag gerne en ledsager under armen på dagen.

 

Har du brug for en ledsager til vaccination?

Har du brug for tryghed og følgeskab til vaccination? Så kan Røde Kors hjælpe. Ring på 35 29 96 60 hverdage kl. 10-14 eller tilmeld dig på www.rødekors.dk/parat.