Ny hyggelig have spreder glæde i afdeling 11 AB

02-07-2015

AAB Silkeborg

Siden 2013 er der i afdeling 11 AB blevet arbejdet for at anlægge en ny have i gården ved Frederiksberggade 62. Den 19. juni 2015 blev haven så endelig indviet. Allerede nu har den nye have bidraget til glæde og mere fællesskab i afdelingen.

I bestyrelsen i afdeling 11 AB ville de gerne skabe et større fællesskab i afdelingen. Dels for at skabe mere glæde for beboerne og dels for at mindske udskiftningen af beboere i afdelingen. Det førte til, at de tilbage i 2013 kontaktede driftsleder Allan Overgaard om at anlægge en ny hyggelig og brugervenlig have i gården ved Frederiksberggade 62.

Beslutningen blev en realitet, da AAB Silkeborgs ejendomsfunktionærer i efteråret 2014 startede anlæggelsen af haven. Næste etape blev udført i foråret 2015, og den 19. juni 2015 blev haven så officielt indviet. Mange beboere fra afdeling 11 AB var her mødt op, og Ulla Hedevang fra AAB Silkeborg deltog ligeledes i den festlige begivenhed.

Mere fælleskab i afdelingen
Fra afdelingsbestyrelsens side har målet med haven hele tiden været at give større glæde til beboerne. Der skal således være større fællesskab og mere tryghed i afdelingen. Som afdelingsbestyrelsesmedlem Line Birch fortæller: ”Her skal være rart at være – ellers passer folk ikke på det”.

Og det virker bestemt til, at beboerne i afdeling 11 AB nu synes, at det er rart at være der. Der er nu mere liv og glæde nede fra haven, hvor beboerne kan mødes på kryds og tværs af de enkelte lejligheder.


Rigtig god fornøjelse med haven til alle beboere i afdeling 11 AB. Og måske er der andre afdelinger, som kan bruge historien som inspiration til, hvordan I kan forbedre jeres egen afdeling..? Hvis I har ideer eller forslag, kan I jo altid bringe det op til budgetmøderne i jeres afdeling, der afholdes i august/september.


Billeder fra invielsen af haven, den 19. juni 2015 

Indvielse Have 11AB 1

Indvielse Have 11AB 3

Indvielse Have 11AB 5

Indvielse Have 11AB 2

Indvielse Have 11AB 4

Indvielse Have 11AB 6